Ved almindelig, daglig brug skal du vaske din fiberparyk en gang om ugen eller efter behov - dog mindst én gang om måneden. Parykken vaskes i specialshampoo m.m. til fiberparyk, som du kan købe hos os i salonen, når du får din paryk.
1. Fyld vand i håndvasken sammen med specialshampoo (mængde ca. som en 2-krone).
Læg parykken i og kør den forsigtigt frem og tilbage i vandet. I alle steps skal vandet være cirka 30 grader varmt.
2. Tøm håndvasken og fyld den med rent vand - skyl parykken igennem.
Tilsæt herefter balsam (mængde som en 2-krone) i nyt, rent vand, som du kører parykken forsigtigt igennem.
3. Tøm håndvasken og fyld den atter med rent vand, så du kan skylle parykken fri fra balsam.
Tag herefter parykken op og pres forsigtig vandet ud af den - uden at vride den. Rul parykken i et håndklæde.
4. Hold fast om parykken og ryst overskydende vand af. Nu sprayer du 4-6 pust af Hair Conditioner på parykken.
5. Sæt parykken til at lufttørre på dit parykstativ. Parykken er tør efter 3-4 timer.
6. Når parykken er helt tørt, anbefaler vi, at du igen sprayer 2-4 pust Hair Conditioner på parykken for at bevare hårets glans.
7. Anvend den lille børste, du fik med, da du købte parykken, til at sætte din frisure.
Rigtig god fornøjelse!